



KULTURGÅRDEN
Et nyt kultur-mødested i Horsens midtby
I de kommende år omdannes de gamle skolegårde ved Kulturstationen og Sct. Ib Skole & Børnehave til et nyt, samlet byrum, kaldet ’Kulturgården’.
Kulturgården bliver et udendørs mødested, hvor store og små kan stoppe op, mødes og samles om kulturelle aktiviteter og nye fællesskaber på tværs af alder og interesse.
De gamle hegn, mure og kroge i gårdrummene fjernes og erstattes af nye grønne opholdsrum med plads til leg, læring, kulturel udfoldelse og kulturelle oplevelser. I Kulturgården skal der nemlig være plads til at afprøve og møde kultur – uanset alder og baggrund.
KULTURELT MØDESTED
Det grønne, levende byrum
Kulturgården skal være et kulturelt mødested og et læringsrum, hvor naboer, elever og borgere kan mødes, opleve og være del af nye fællesskaber. Med Kulturgården får områdets skoler og kulturskoler mulighed for at flytte hverdagens aktiviteter og undervisning ud under åben himmel, så flest mulige børn og unge får mulighed for at prøve kræfter med kreative aktiviteter, kunst og kulturelle workshops.
Der er fokus på bæredygtighed og grøn omstilling. Her omdannes de slidte asfaltarealer til et grønt, levende byrum med træer og planter, der bringer bynatur og biodiversitet helt ind i Horsens midtby. Samtidig genbruges eksisterende byggematerialer, ligesom stedets rum og områder gentænkes, så der er plads til aktiviteter og nye fællesskaber.
Omdannelsen af Kulturgården er allerede i gang, selvom du ikke kan se det endnu. Der er blevet lagt et stort stykke arbejde i at søge fonde, som bakker op om projektet og gennem de seneste år har der også været fokus på flere aktiviteter i gården på tværs af de mange interessenter, der er i området - lige fra fællessang, fællesspisning, udendørs undervisning, aktiviteter under den lokale festuge Horsens Holder og meget mere.
Et stærkt hold
Kulturgården er blevet til i samarbejde mellem
Horsens Kommune, Sct. Ib Skole & Børnehave, Horsens Byskole, afd. Kildegade, Billedskolen Horsens, Komediehuset, Horsens Musik- og Balletskole, Museum Horsens og en masse andre lokale foreninger og aktører.